Nyt e-læringsforløb om god kvalitet i anbringelsen

10-09-2025

Børn og unge, der er anbragt udenfor hjemmet, skal så vidt muligt opnå de samme muligheder som deres jævnaldrende. Det kræver stærke faglige miljøer. Et nyt e-læringsforløb giver inspiration til, hvordan Social- og Boligstyrelsens anbefalinger til god kvalitet i anbringelsen kan omsættes i praksis.

Børn og unge, som er anbragt udenfor hjemmet, har meget anderledes rammer for deres dagligliv end deres jævnaldrende og har ofte problemstillinger eller funktionsnedsættelser, der gør det nødvendigt med forskellige former for ekstra støtte.

Men selvom rammerne er nogle andre – og vilkårene vanskeligere – har børnene og de unge nøjagtig de samme behov for en tryg og velfungerende dagligdag som deres jævnaldrende. Ambitionen må derfor også være, at de har så almindeligt et hverdagsliv som muligt og opnår de samme muligheder som andre børn og unge.

Fra anbefalinger til praksis

Det stiller store krav til de fagprofessionelle, som til daglig arbejder på området:

Krav om at sikre det rette match mellem barn/ung og anbringelsessted og fokus på en løbende inddragelse af både børn og forældre. Systematisk opmærksomhed på at styrke skolegang og brobygning til sociale fællesskaber. Og helt generelt: Behovet for at opbygge stærke faglige miljøer over en bred kam – både i sagsbehandlingen og på anbringelsesstedet, der kan sikre kvalitet i barnets anbringelse.

Social- og Boligstyrelsen udgav på den baggrund sidste år tre sæt anbefalinger med hver deres overordnede fokus. Nu følger vi op med et e-læringsforløb, der giver inspiration til, hvordan anbefalingerne kan omsættes i praksis.

Det handler e-læringen om

E-læringsforløbet, der stilles frit til rådighed, indeholder tre moduler, som følger de overordnede temaer for anbefalingerne: 

  • Anbefalinger om den gode anbringelse
    Her introduceres til området. Anbefalingerne sætter blandt andet fokus på at understøtte tilknytningen til dagtilbud og skole, til sociale fællesskaber, vedligeholde nære relationer og styrke barnets forståelse af eget ophav. 
  • Anbefalinger om skånsomme skift i anbringelsen
    Modulet handler om, hvordan skift af anbringelsessted kan planlægges og afvikles bedst muligt. Grundig inddragelse af barnet eller den unge i hele processen og en god overlevering til det nye sted er blandt de vigtigste opmærksomhedspunkter. 
  • Anbefalinger om samarbejde og støtte til forældre med børn i anbringelse
    Dette modul har fokus på at støtte forældrene og anerkende deres ressourcer. Målet er at sikre, at de både får den rigtige hjælp og bevarer den bedst mulige relation til deres barn.

Gennem en kombination af videoer, cases, øvelser og refleksionsspørgsmål giver e-læringen viden og inspiration til, hvordan anbefalingerne kan omsættes i jeres faglige praksis. Forløbet henvender sig til ledere og medarbejdere i myndighed, anbringelsessteder, skoler, dagtilbud, civilsamfundsorganisationer og andre relevante aktører, som arbejder med børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet. E-læringen kan både gennemføres individuelt og bruges som grundlag for faglige diskussioner i teams og på tværs af fagområder.

Sammen med e-læringsmaterialet udgiver Social- og Boligstyrelsen også tre korte videoer om anbefalingerne. Videoerne giver en indflyvning til de forskellige temaer i anbefalingerne.

Det samlede materiale er tilgængeligt på Social- og Boligstyrelsens vidensplatform social.dk, hvor vi har et større tema om kvalitet i anbringelsen:

Find e-læringsforløbet og videoerne på social.dk

Kontakt

Lisbeth Buur Ravn Clemmensen
Fuldmægtig

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her