Ansøgningspulje: Kommunernes etablering af lokalplejehjem

01-04-2025

Der er udmeldt en ansøgningspulje til kommuner, der ønsker at omlægge kommunale plejehjem til lokalplejehjem eller etablere lokalplejehjem. Puljen udmøntes løbende frem til den endelige ansøgningsfrist 6. november 2025 kl. 23:59.

Et lokalplejehjem er en ny type plejehjem, der etableres som et aktieselskab og kan ejes af en eller flere kommuner.

Kommunalbestyrelsen vil have ansvaret for visitation, forsyning og finansiering, men som noget nyt får selvstændige, professionelle bestyrelser, fx bestående af repræsentanter fra lokalmiljøet og det lokale erhvervsliv, ansvar for plejehjemmets økonomi og drift.

Social- og Boligstyrelsen har udmeldt en ansøgningspulje på 30,9 mio. kr. til sådanne lokalplejehjem. Puljemidlerne gives til at afhjælpe midlertidige administrative udgifter i forbindelse med enten etablering af lokalplejehjem eller omlægning af eksisterende kommunale plejehjem.

Tilskudsbeløb

Der uddeles et fast beløb på 4,0 mio. kr. pr. kommune til de første syv kommuner, der lever op til ansøgningspuljens krav. Den ottende kommune, der lever op til ansøgningspuljens krav, vil modtage et tilskud på 2,9 mio. kr.

Ansøgningsfrist

Ansøgningspuljen udmøntes løbende efter først til mølle-princippet frem til den endelige ansøgningsfrist den 6. november 2025 kl. 23.59.

De ansøgninger, der modtages først i ansøgningsperioden, vil dermed også blive sagsbehandlet først. Sagsbehandlingen fortsætter, indtil der ikke er flere midler til fordeling.

Hvem kan søge?

Ansøgningspuljens ansøgerkreds er kommuner.

Ansøgende kommuner skal være opmærksomme på, at der skal anvendes MitID Erhverv (med kommunens CVR-nummer) ved oprettelse og indsendelse af ansøgninger.

Læs mere om puljen

Kontakt

Tilskudsadministration

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her