Der er rigtig stor efterspørgsel på de forskellige former for rådgivning i komplekse sager på social- og specialundervisningsområdet, som VISO tilbyder. Det fremgår af årsrapporten for 2024, der netop er offentliggjort.
Sidste år modtog VISO således i alt 5.122 henvendelser primært fra kommuner og tilbud, og det er 656 flere henvendelser end i 2023. Det svarer til en stigning på 15 pct.
Emnerne spænder vidt og vedrører både børn, unge og voksne. Autisme, angst, udviklingshæmning, opmærksomhedsforstyrrelser og udadreagerende adfærd er nogle af de områder, som særligt mange har søgt rådgivning om.
En del af de henvendelser, VISO modtager, håndteres umiddelbart. Andre fører til et kortere eller længere rådgivningsforløb, og her slår den større efterspørgsel også igennem: I 2024 igangsatte VISO 2.543 rådgivningsforløb, og det er 684 flere end i 2023 – svarende til en stigning på 37 pct.
Nye muligheder for rådgivning
VISO har ændret sin registreringspraksis på ét specifikt område – døvblindeområdet – og det kan forklare en del af stigningen. Siden slutningen af 2023 har VISO desuden tilbudt et større udvalg af rådgivningsydelser, og det kan også spille ind, vurderes det i årsrapporten.
”Flere kommuner har spurgt til muligheden for nogle kortere og mere fleksible former for rådgivningsforløb. Det ønske ville vi meget gerne imødekomme, og vi har efterhånden en stribe forskellige tilbud – fra telefonrådgivning på stedet til det lange og grundige forløb. Den meget høje grad af faglig ekspertise, der er VISOs særkende, vil vi gerne stille til rådighed i mange formater, så vi forhåbentlig kan dække hele spektret af behov for højt specialiseret rådgivning, der er blandt kommuner, tilbud og borgere,” siger kontorchef Anja Mangelsen.
Gennem årene har der været en høj tilfredshed med VISOs ydelser, og det gjorde sig også gældende i 2024. 85 pct. blandt respondenterne svarer, at rådgivningen i meget høj eller høj grad vil bidrage til positiv forandring i deres praksis, og 93 pct. oplyser, at de i enten meget høj eller høj grad samlet set er tilfredse med VISO-forløbet.
Temadage og læringsfilm
Udover de forskellige former for rådgivning stiller VISO også på anden led sin ekspertise til rådighed, og også her har der været travlhed sidste år. Fx har VISO i flere omgange tilbudt nogle meget efterspurgte temadage om henholdsvis unges brug af opioider og benzodiazepiner, og børn og unge med massivt skolefravær og autisme.
Blandt de nye produkter er også en række praksisnære læringsfilm om fagligt udfordrende emner som fx autisme, udviklingshæmning og rusmidler samt angstlidelsen selektiv mutisme.
I filmene giver en række VISO-specialister indblik i de forskellige problemstillinger og fortæller om, hvordan man som fagperson kan arbejde med de børn, unge og voksne, der har dem inde på livet.
VISOs årsrapport er de sidste par år kommet i et nyt kort format med fokus på data, der præsenteres i lettilgængelig form.
Hent årsrapporten for 2024