Webinar: Styrk sagsbehandlingen på hjemløshedsområdet

04-11-2024

Er du myndighedssagsbehandler i en kommune - og vil du gerne vide mere om, hvordan sagsbehandlingen påvirkes af lovændringerne på hjemløshedsområdet? Så deltag i vores webinar 3. december. Vi sætter fokus på sagsoplysning, udskrivningskompetence, visitering til § 85 a og Voksenudredningsmetoden (VUM).

Lovændringerne på hjemløshedsområdet, der trådte i kraft 1. oktober 2023, påvirker ikke blot §-110 boformerne, men har i høj grad også indflydelse på arbejdet i kommunernes myndighedsafdelinger.

For at styrke sagsbehandlingen på området afholder Social- og Boligstyrelsen et webinar om nogle af de emner, som berøres af omlægningen.

Er du myndighedssagsbehandler i en kommune og kunne tænke dig at få mere indblik i lovgivningen på hjemløshedsområdet, så vær med og bliv klogere på sagsoplysning, udskrivningskompetence og visitering til bostøtte efter servicelovens § 85 a.

Vi kommer også ind på arbejdet med Voksenudredningsmetoden (VUM 2.0) og brugen af handleplaner - set i lyset af omlægningen af hjemløshedsområdet.

Dagens første oplæg holdes af Ankestyrelsen, der redegør for lovgivningen, mens Social- og Boligstyrelsen vil fortælle om VUM.

Det praktiske

Webinaret holdes 3. december kl. 14.00 – 15.30 over Zoom. Det er gratis at deltage, og der er ingen forhåndstilmelding.

Deltag i mødet her

Log dig gerne på mødet senest 5 minutter før, så du kan tjekke, om lyd og billede virker.

Om lovændringerne

I 2021 indgik regeringen en politisk aftale med et mål om at reducere antallet af mennesker i hjemløshed og gøre op med langvarig hjemløshed. Aftalen blev fulgt op af lovændringer, som trådte i kraft 1. oktober 2023.

Ændringerne indebærer, at både kommuner og § 110-boformer skal omstille deres indsatser på området.

Få overblik over lovændringerne her

Housing First

Lovændringerne understøtter brugen af tilgangen Housing First.

Få mere at vide på social.dk