Webinar: Nye videoer om ICS til sagssparring

04-12-2024

Er du ICS-superbruger eller måske på vej til at blive det? Og interesseret i kollegasparring? Social- og Boligstyrelsen er på vej med tre nye videoer om, hvordan du med afsæt i en ICS-systematik kan give sparring i sager på børne- og ungeområdet. Hør mere, når vi holder webinar 13. januar 2025.

Er du vant til at arbejde med ICS (Integrated Childrens System), er du selvfølgelig fortrolig med metoden og dens forcer, når det gælder om at sikre en helhedsorienteret sagsbehandling.

Men ICS og de forskellige redskaber kan også bruges som afsæt for faglig sparring til kolleger. Netop det er omdrejningspunktet, når Social- og Boligstyrelsen holder webinar i januar.

Det kan du forvente

På webinaret præsenterer vi et nyt videomateriale om brugen af ICS til kollegasparring i børne- og ungesager.

Sparringen kan fx bruges til at målrette fokus for afdækning eller børnefaglig undersøgelse eller til at indsnævre problemfeltet. Den kan også anvendes til at afklare, om man har tilstrækkeligt oplysningsgrundlag eller til at få øje på ressourcer/udfordringer, til at danne hypoteser eller til at skalere en bekymringsgrad.

Videoerne - og dermed webinaret - kommer rundt om disse emner:

  • Hvordan tavle og ICS-magneter kan bruges til at facilitere sparring om en sag
  • Hvordan tragtmodellen og ICS-trekanten kan anvendes i en sagssparring
  • Hvordan man kan arbejde med det teoretiske fundament i ICS i sparringen og understøtte den faglige refleksion hos kolleger.

På webinaret introducerer vi også til en række nye faciliteringskort, der kan bruges til at understøtte sparringen.

Det praktiske

Webinaret er målrettet superbrugere i ICS og brugere, der gerne vil være superbrugere. Webinaret henvender sig både til dig, der allerede har erfaringer med at bruge ICS til sagssparring, og dig, der gerne vil i gang.    

Webinaret afholdes 13. januar 2025 kl. 13 - 14.

Det er gratis at deltage, og der kræves ikke tilmelding - du tilgår blot webinaret på dagen via linket nedenfor:

Deltag i webinaret her

Hvis du vil vide mere

Videoerne og faciliteringskortene er udarbejdet af Københavns Professionshøjskole (KP) for Social- og Boligstyrelsen. Det vil også være KP, der underviser på webinaret.

Det samlede materiale offentliggøres senest på dagen, hvor webinaret afholdes. Det gøres tilgængeligt her på sbst.dk på en ny underside under Børn>Tværgående>Sagsbehandling: Børn og unge>ICS.

Kontakt

Katrine Adler
Fuldmægtig

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet

Tilmeld dig her