Pulje: Efteruddannelse af personale på delvist lukkede institutioner og afdelinger for udsatte børn og unge

02-10-2024

Der er udmeldt en ansøgningspulje til efteruddannelse af personale på delvist lukkede institutioner og afdelinger for udsatte børn og unge. Efteruddannelsen bør tilpasses målgruppen på den enkelte institution eller afdeling. Ansøgningsfrist: 8. november 2024 kl. 12:00.

Social- og Boligstyrelsen har udmeldt en ansøgningspulje på 1,1 mio. kr. til efteruddannelse af personale på delvist lukkede institutioner og afdelinger for udsatte børn og unge.

Formålet med puljen er at sikre, at børn og unge, der anbringes på delvist lukkede institutioner og afdelinger, tilbydes en målrettet, struktureret behandling og støtte med afprøvede og dokumenterede metoder.

At være medarbejder på en delvist lukket institution eller afdeling kræver særlige kompetencer i forhold til at agere i spændingsfeltet mellem den pædagogiske indsats og muligheden for magtanvendelse.

Delvist lukkede institutioner og afdelinger anvendes til børn og unge med forskellige vanskeligheder, og efteruddannelsen bør derfor tilpasses målgruppen på den enkelte institution eller afdeling.

Målgruppe

Ansøgningspuljens målgruppe er personale på delvist lukkede institutioner og afdelinger.

Ansøgningsfrist

Ansøgningsfristen er 8. november 2024 kl. 12:00.

Hvem kan søge?

Ansøgningspuljen kan søges af godkendte delvist lukkede institutioner og afdelinger for udsatte børn og unge.

Ansøgere skal være opmærksomme på, at der skal anvendes MitID Erhverv ved oprettelse og indsendelse af ansøgninger gennem Tilskudsportalen.

Flere oplysninger og adgang til at søge puljen


Informationsmøde

Vi afholder et gratis virtuelt informationsmøde den 24. oktober 2024 kl. 10:30.

På mødet får I: 

  • Generelle informationer om puljen
  • Oplysninger om krav til ansøgere og deadlines
  • Gennemgang af puljematerialerne
  • Information om hvordan man søger puljen via vores Tilskudsportal.

Der vil være mulighed for at stille spørgsmål via chatfelt.

Tilmelding til informationsmødet

Kontakt

Tilskudsadministration

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her