Ny podcast: Boligløsninger til mennesker i hjemløshed

29-08-2024

Borgere i hjemløshed skal have hjælp til gode boligløsninger. Det er centralt for Housing First-tilgangen. Lyt med, når vi i det tredje afsnit af Social- og Boligstyrelsens podcastserie om omlægningen af hjemløshedsindsatsen sætter fokus på, hvordan man som kommune kan arbejde systematisk med at skaffe gode boligløsninger til målgruppen i samarbejde med borgeren og boligorganisationer.

I Housing First-tilgangen sætter man samtidigt ind med både en konkret boligløsning og specialiseret social støtte, når borgere skal hjælpes ud af hjemløshed.

Men det er sjældent helt enkelt at skulle finde en almindelig, selvstændige boliger, der matcher den enkelte borgers behov og som bl.a. har et realistisk huslejeniveau. Så hvad gør man egentlig som kommune?

Det kan man nu få inspiration til i en ny podcast fra Social- og Boligstyrelsen. Podcasten udgør det tredje afsnit i en serie om forskellige aspekter af arbejdet med Housing First-tilgangen.

Systematik og lokalt samarbejde

I den nye podcast sættes der fokus på, hvordan man kan iværksætte den rette boligløsning til den enkelte borger i hjemløshed.

For at opfylde behovet for boliger til målgruppen på længere sigt, er det vigtigt at arbejde systematisk med at anskaffe boliger der matcher borgernes behov herunder at etablere stærke samarbejder med de lokale boligorganisationer.

Det er også centralt at holde øje med boligmassen, og hvordan både den og boligbehovet hos borgerne kan forandre sig.

I podcasten deltager kommunale fagpersoner og eksperter fra Social- og Boligstyrelsen.

Podcasten er bl.a. tilgængelig på SoundCloud:

Hør podcasten om boligløsninger

Lovændringer på hjemløshedsområdet

Podcastserien er udarbejdet på baggrund af, at regeringen i 2021 indgik en politisk aftale på tværs af bolig- og socialområdet med et mål om at reducere antallet af mennesker i hjemløshed og gøre op med langvarig hjemløshed.

Aftalen resulterede i en række lovændringer, der trådte i kraft i oktober 2023. Det betyder, at kommuner og § 110-boformer fremover skal have større fokus på at samarbejde om at hjælpe borgeren effektivt ud af hjemløshed. Lovændringerne understøtter en omlægning til Housing First-tilgangen.

De tidligere afsnit i podcastserien handler om hhv. organisering af indsatsen og om brugen af de specialiserede støttemetoder – ICM, CTI, ACT og M-ACT. Afsnittene er bl.a.tilgængelige på SoundCloud:

Hør podcasten om organisering

Hør podcasten om støttemetoderne

Podcastserien henvender sig især til ledere og medarbejdere i alle landets kommuner og § 110-boformer, men andre aktører på hjemløshedsområdet kan også have en interesse i at lytte med og blive klogere på omlægningen af hjemløshedsindsatsen med udgangspunkt i Housing First-tilgangen.

Alle tre podcasts er produceret i samarbejde med podcastbureauet Kontekst & Lyd.

Hvis du vil vide mere

Her er de væsentligste lovændringer, der trådte i kraft i oktober 2023.

Lovændringerne på hjemløshedsområdet vedrører især:

  • Målgruppe for og formål med ophold på § 110-boformer
  • Udbredelse af Housing First-tilgangen gennem ny § 85 a
  • Ændret refusionsordning ved ophold på § 110-boformer
  • Kommunal udskrivningskompetence på § 110-boformer
  • Krav om udarbejdelse af handleplaner for borgere på § 110-boformer
  • Flere boliger til understøttelse af indsatsen mod hjemløshed.

Du kan læse mere om ændringerne og deres betydning for praksis på vores sider om omlægningen af hjemløshedsindsatsen:

Læs mere om lovændringerne

Kontakt

Helene Høj Werenberg
Fuldmægtig

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her