På social.dk findes viden og data om 12 forskellige fokusområder, blandt andet ADHD, autisme, børn og unge i anbringelse og voksne med psykiske vanskeligheder.
For at gøre platformen endnu mere relevant for dig, som fx er kommunal leder, konsulent eller socialfaglig medarbejder udbygger vi løbende social.dk med mere data og viden.
Vi vil gerne have input til, hvilke målgrupper, temaer og data, som er vigtige for jer i kommunerne Vi inviterer derfor til et virtuelt dialogmøde, hvor jer, der har føling med praksis på socialområdet, er velkomne til at give jeres besyv med om videreudviklingen af platformen.
Det sker på mødet
På dialogmødet vil vi gerne høre jeres konkrete ønsker til mere data og nye relevante fokusområder. Det kan være tal om økonomi, sundhedsdata, nye temaer til fokusområderne eller noget helt fjerde, som vil være anvendeligt for jer.
Som deltager får du mulighed for at fortælle om din oplevelse af udfordringer og opmærksomhedspunkter på socialområdet, og hvordan social.dk kan hjælpe med at understøtte data- og vidensbehovet inden for dit felt.
Hvad er social.dk?
Social.dk er et nyt samlet udstillingsvindue for den viden, vi har på socialområdet.
På social.dk binder vi data, viden og anbefalinger sammen på en helt ny måde. Vi giver nyt liv til viden og data, bl.a. via nye datakombinationer og et stort fokus på let tilgængelighed og anvendelse for alle. Man kan finde centrale tal om alle kommuner og sammenligne dem på tværs. Og man kan få viden om gode og virksomme indsatser over for udsatte børn, unge og voksne og personer med handicap.
Social.dk bidrager til at realisere ambitionen om at data og viden om, hvad der virker, skal spille en lige så central rolle for at udvikle socialområdet, som det fx har gjort på sundheds- og beskæftigelsesområdet.
Praktiske oplysninger
Det virtuelle dialogmøde afholdes via Zoom onsdag den 13. marts kl. 14:00 – 15:15 og er gratis at deltage i.
Tilmeldingen foregår via NemTilmeld, hvor tilmeldingsfristen også fremgår.
Her kan du tilmelde dig