Det kan være svært for et barn med udviklings- og opmærksomhedsforstyrrelser som ADHD eller autisme at mestre hverdagen. Særligt har mange udfordringer med at indgå i sociale sammenhænge, og det kan have stor betydning for barnets trivsel.
Social- og Boligstyrelsen har på den baggrund tidligere igangsat udviklingen af en indsats til denne børnegruppe. Indsatsen, der kaldes Mestringsluppen, har vist lovende resultater, og Social- og Boligstyrelsen vil derfor nu tilbyde landets kommuner gratis uddannelse i indsatsen.
Konkret tilbydes kommuner:
- En opstartsdag med fokus på implementering af indsatsen.
- Gratis uddannelse bestående af tre dage i internat i december 2024 samt en dag i efteråret 2025.
Aktiviteterne hænger sammen, og kommunen forventes at deltage i det hele.
Om indsatsen
Mestringsluppen er udviklet i et samarbejde mellem styrelsen, VIVE og seks kommuner og bygger på en kognitiv og ressourceorienteret tilgang. Indsatsens kerne er et gruppeforløb til børnene (8-14 år) med fokus på at styrke den enkeltes viden, tænke- og handlemuligheder i sociale sammenhænge. Barnets nære voksne modtager et parallelt forløb, så de klædes bedst muligt på til at støtte barnet i hverdagssituationer. Og endelig involveres skolen med henblik på at støtte barnets sociale mestring i klassen mv.
Indsatsen kan forankres i PPR/skole, i kommunens familiebehandling eller under det lettilgængelige tilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel. Opgaveløsning kan med fordel involvere medarbejdere på tværs af områder.
Indsatsen leveres ud fra tre guides, som giver detaljerede anvisninger til gruppelederne. Indholdet af indsatsen er fleksibelt og vil altid skulle tilpasses den konkrete børnegruppe.
Bedre mestring af hverdagen
VIVE har udført en evaluering af indsatsen, og den indikerer, at deltagelse i Mestringsluppen har en positiv betydning for både børnene og de voksne. Børnene oplever fx selv, at de er blevet bedre til at håndtere deres følelser og at være opmærksomme, ligesom de trives bedre. De oplever også, at de har nemmere ved at deltage i sociale børnefælleskaber og ved at gøre de ting, de gerne vil i deres fritid.
De nære voksne omkring børnene oplever, at de har fået redskaber til at støtte børnene i at mestre hverdagen, fx i forhold til i at have gode venner eller i at deltage i aktiviteter på skolen, i fritiden og i familien. De er generelt glade for forløbet og meget motiverede for at arbejde videre med de værktøjer, de har lært at benytte.
Sådan søger I om uddannelse
Kommuner skal anvende et særligt skema til at ansøge om uddannelse. Der er udarbejdet en ansøgningsvejledning.
Find ansøgningsmaterialet på projektsiden
Ansøgningsfristen er 21. oktober 2024 kl. 12.