Tilmeldingen til VISO-konferencen 2023 er åben

13-09-2023

Skal du med til årets VISO-konference, der holdes i Nyborg den 5. december? Meld dig til og få lejlighed til at høre psykolog Rikke Høgsted holde oplæg om belastninger, forfatter Caspar Eric læse sine handicapdigte og speciallæge Imran Rashid tale om digitaliseringens betydning for vores trivsel. På programmet er også 14 forskellige videnssessioner om aktuelle socialfaglige temaer.

Tilmeldingen til VISOs årlige konference er åben. Konferencen finder denne gang sted 5. december 2023, hvor Hotel Nyborg Strand vil danne rammen om dagens mange faglige oplevelser, oplæg og drøftelser.

Det kan du opleve på VISO-konferencen

I dagens første hovedoplæg kan du høre psykolog Rikke Høgsted fortælle om, hvordan man som fagperson kan forblive i kontakten med borgeren og hverken blive over- eller underinvolveret. Rikke Høgsted vil give konferencens deltagere redskaber til at håndtere det belastende arbejde og et fælles sprog, der kan forebygge belastninger.

Forfatter Caspar Eric står for konferencens andet hovedoplæg. Han vil læse op af sin bog Nye balancer, der har genrebetegnelsen handicapdigte. Caspar vil give et poetisk perspektiv på, hvorfor vi har brug for en bredere samtale og en ny måde at forstå det handicappede på. 

Caspar Eric har selv cerebral parese og har udgivet syv digtsamlinger, der alle forholder sig til den måde, samfundets krav griber ind i vores personlige sfærer.

Dagens tredje og sidste hovedoplæg vil speciallæge Imran Rashid stå for. Han vil dykke ned i mental sundhed og digitalisering, og hvilke konsekvenser digitalisering har for både borgere og fagpersoner.

Ud over de tre hovedoplæg er der også 14 videnssessioner om aktuelle socialfaglige temaer på programmet.

Emnerne er blandt andet nedsat sygdomsindsigt hos voksne med erhvervet hjerneskade og recovery-processen hos mennesker med svære sindslidelser. Du kan også at høre om de kommende nationale anbefalinger om indsatsen til børn og unge med ADHD og autisme. Og meget, meget mere!

Læs det fulde indhold i programmet, der netop er offentliggjort sammen med tilmeldingen.

Praktiske oplysninger

Konferencen henvender sig til ledere og fagpersoner i kommunale forvaltninger, kommunale, regionale og private botilbud, brugerorganisationer samt handicap- og udsatteråd. Tilmeldingsfristen er søndag den 26. november 2023.

Se programmet og tilmeld dig konferencen

Hvis du ønsker en stand på konferencen, skal du senest den 12. oktober skrive en mail til VISO på: visokonference@sbst.dk.

Se klip fra VISO-konferencen 2022

Nyheden opdateret 16. november med oplysning om den forlængede tilmeldingsfrist 26. november 2024 og enkelte andre justeringer. Red.

Kontakt

Freja Mokkelbost
Fuldmægtig

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her