Infomøde: Børn og unges nye digitale indgang til kommunen

06-12-2023

Alle kommuner skal etablere en indgang på deres hjemmeside, der gør det nemt for børn og unge at se, hvem de skal kontakte, hvis de har brug for hjælp. Social- og Boligstyrelsen er på vej med et nyt materiale til kommunerne, hvor de kan hente inspiration. Hør mere på vores online infomøde 14. december 2023.

Som led i barnets lov skal alle danske kommuner per 1. april 2024 have en indgang på deres hjemmesider, der er målrettet alle børn og unge i kommunen. Her skal målgruppen let og i børnehøjde kunne se, hvem i kommunen de kan kontakte - og hvordan -  når de har behov for hjælp og støtte, akut som generelt.

To kataloger på vej

Til inspiration for kommunerne udarbejder Social- og Boligstyrelsen i samarbejde med kommunikationsbureauet Publico to kataloger, som kan understøtte det konkrete arbejde med implementeringen af den digitale indgang for børn og unge: 

  • Katalog #1 indeholder inspiration til design/skabeloner og konkrete indholdselementer til kommunernes hjemmesider. Det er tilgængeligt ultimo januar 2024
  • Katalog #2 indeholder inspiration til kommuners eventuelle lokale kampagner til børn og unge om indgangen. Det er tilgængeligt primo marts 2024.

Social- og Boligstyrelsen inviterer sammen med Publico til et online informationsmøde, hvor I kan høre mere om det materiale, som er under udvikling.

Det kan I høre om på infomødet

På infomødet vil vi bl.a.:

  • Præsentere katalogernes overordnede indhold, og hvordan I kan forvente at kunne bruge dem i jeres arbejde med at implementere den børnevenlige indgang på jeres egen hjemmeside
  • Spørge til jeres evt. tanker om indhold på siden og planer for lokal formidling og kommunikation til børn og unge om indgangens eksistens
  • Informere om tidsplan for publicering af materialerne
  • Informere om den landsdækkende oplysningskampagne om den digitale indgang målrettet børn og unge, som Social- og Boligstyrelsen lancerer den 1. april 2024 i samarbejde med Publico
  • Give jer mulighed for at stille spørgsmål til Social- og Boligstyrelsen og Publico.

Det praktiske

Informationsmødet holdes 14. december 2023 kl. 13.00-13.45 over Teams.

Det er gratis at deltage. Tilmelding sker ved henvendelse til pia@publico.dk,  som derefter sender en mødeindkaldelse. Frist: 13. december 2023 kl. 16.

Mødet er særligt henvendt til dig, der har det ledelsesmæssige ansvar for implementeringen af den digitale indgang til børn og unge og til dig, der skal arbejde med implementeringen i kraft af din funktion som fx udviklingskonsulent eller webansvarlig.

Vi håber at se repræsentanter fra så mange kommuner som muligt til mødet. 

Har du spørgsmål til inspirationsmaterialet, kan du kontakte Mie Kjær på mie@publico.dk.

Vi gør opmærksom på, at alle mailadresser vil være synlige for mødets deltagere via mødeindkaldelsen.

 

 

Opdatering 7. december 2023: Nyheden er opdateret samme dag som offentliggørelsen med ovenstående bemærkning vedr. mailadresser.

 

 

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her