Modulsystemer til tomme bygninger kan skabe flere billige lejeboliger

08-06-2022

Kommuner har mulighed for at transformere tomme bygninger i landets yderområder til billige lejeboliger og pendlerboliger, som er et godt supplement til at bygge nyt.

Indrettet lejlighed
Lejlighed til pendlere i nedlagt Fabers Fabrikker i Ryslinge på Fyn, som er et hus bygget inde i fabrikken, og hvor der er adgang til fabriksrum til fritidsformål. Foto: N. H. Bertelsen, BUILD

Særligt i yderkommunerne er tomme bygninger og behovet for billige boliger en udfordring.

Med støtte fra Social- og Boligstyrelsen har Faxe, Vordingborg, Faaborg-Midtfyn og Hjørring Kommuner gennemført hvert deres modulforsøg, som instituttet BUILD på Aalborg Universitet har evalueret.

I byfornyelsesforsøgene har man med fire forskellige modulsystemer transformeret tomme bygninger til billige lejeboliger og pendlerboliger med respekt for kulturarv og til gavn for lokalområderne. 

I evalueringen vises eksempler på udvikling, afprøvning og transformation af fire forskellige bevaringsværdige tomme bygninger.

Fx er der i en bygning på 2. sal i det nedlagte Faxe Sygehus indrettet værelser og lejligheder med mobile vægge, køkkener og baderum, således at antallet af rum, rumstørrelser og indretning kan tilpasses kommunens aktuelle behov til forskellige beboergrupper.

Social- og Boligstyrelsen og de fire kommuner forventer, at de fire modulforsøg kan bidrage til en helhedsløsning af udfordringen med både tomme bygninger og billige boliger i andre kommuner.

De tre andre modulforsøg på Hjørring Station, nedlagt Fabers Fabrikker i Ryslinge på Fyn og nedlagt Mern Station ved Vordingborg har udviklet henholdsvis et system af rumdelere og skabsvægge, et Hus-i-Hus koncept og et demonterbart modulhus.

Modulsystemerne er innovative og fremtidssikrede, og de nye løsninger er afprøvede i hver sin bygningstransformation. BUILD vurderer, at de fire modulforsøg kan få en generel nytteværdi og gavne andre kommuner, boligforeninger og byggeparter.

Find mere information her

Du kan læse mere om modulforsøgene via disse links 

Senest opdateret 08-06-2022

Kontakt

Bolig

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her