Hvordan arbejder man med at nedbringe hjemløsheden i de forskellige nordiske lande? Hvad siger den nyeste forskning, hvad er erfaringerne fra praksis, og hvordan ser problemstillingerne ud fra et borgerperspektiv?
Det er i fokus på den store nordiske konference om hjemløshed, der løber af stablen 26. november under overskriften ”Social støtte og boliger til mennesker i hjemløshed”. Konferencen afholdes af Socialstyrelsen for Nordisk Ministerråd, hvor Danmark i år har formandskabet.
”Vi skal udveksle viden og læring på kryds og tværs om udfordringerne med hjemløshed og de indsatser og løsningsmodeller, der er valgt i de forskellige lande. Og fordi vores velfærdssystemer i norden ligner hinanden, er det særligt interessant at udveksle erfaringer,” siger kontorchef Henriette Zeeberg, Socialstyrelsen.
Det kan du opleve på dagen
Konferencen formidler viden, erfaringer og løsninger, så beslutningstagere, ledere og praktikere i norden kan fortsætte deres arbejde med at nedbringe antallet af borgere i hjemløshed med indsatser, der virker.
Oplæg i plenum og i parallelle sessioner vil sætte fokus på den nyeste viden, landsdækkende strategier, udbredelse af Housing First, implementering, forebyggelse, tilvejebringelse af boliger og sociale støttemetoder.
Social- og indenrigsminister Astrid Krag vil åbne konferencen inden dagens første plenumoplæg, hvor den svenske forsker Marcus Knutagård, Lunds Universitet, giver et aktuelt overblik over hjemløshed i norden.
Senere fortæller teamleder Mathias Estensen, Oslo Kommune, om en målrettet indsats i den norske hovedstad for borgere i hjemløshed med særligt komplekse problematikker, og bagefter drøfter forskeren Lars Benjaminsen, VIVE, og SAND – De hjemløses landsorganisation muligheder og barrierer i brugen af tilgangen Housing First.
Imellem plenumoplæg er der et varieret udbud af parallelle sessioner, hvor aktører fra Norge, Sverige, Island, Grønland, Finland og Danmark giver indblik i såvel lokale indsatser som nationale satsninger.
Praktiske oplysninger
Konferencen afholdes virtuelt 26. november 2020 kl. 12.00-16.00.
Det er gratis at deltage, og du vil få sendt et link på mail, som aktiveres en halv time, før konferencen starter.
Konferencesproget vil være engelsk, da der forventes deltagere fra hele norden.
Se programmet og tilmeld dig konferencen her
Der er tilmeldingsfrist 25. november kl. 12.
Evt. praktiske spørgsmål vedr. konferencen kan stiles til cuv-konference@socialstyrelsen.dk