Revideret vejledning om plejesenge

13-12-2018

Socialstyrelsen har revideret sin vejledning om plejesenge til både børn og voksne. Vejledningen giver baggrundsviden til valg og indkøb af plejesenge og bruges sammen med styrelsens indkøbsskabelon på området.

Socialstyrelsen har netop revideret ”Plejesengen – en vejledning om valg og indkøb.” Baggrunden for revisionen er, at der for første gang er blevet publiceret en europæisk standard for plejesenge til børn.

Plejesengen – et nyttigt hjælpemiddel

En plejeseng er, udover at være en seng, et nyttigt hjælpemiddel, fx til forebyggelse af tryksår hos borgerne, til forebyggelse af arbejdsskader hos personalet og naturligvis til pleje og behandling af borgere. Formålet med vejledningen er at give baggrundsviden til relevante kommunale personalegrupper og indkøbsansvarlige, der skal vælge, købe og anvende plejesenge og tilbehør, så både borgere og personale får størst mulig nytte af sengene.

Vejledningen indeholder information om lovgivning og krav til plejesengen og arbejdsmiljøet. Det gennemgås, hvordan man bruger plejesengen bedst muligt, og vigtige egenskaber ved seng og tilbehør bliver beskrevet. Der redegøres bl.a. for forskellene mellem plejesenge til voksne og til børn og vigtigheden af, at børn ikke ligger i en seng, der er beregnet til voksne.

Vejledningen lægger op til, at brug og indkøb af plejesenge gøres til et tværfagligt projekt, hvor samspillet mellem de forskellige personalegruppers viden og erfaringer er med til at højne fagligheden.

Bruges sammen med indkøbsskabelonen

”Plejesengen – en vejledning om valg af indkøb” spiller sammen med Socialstyrelsens indkøbsskabelon for plejesenge. Skabelonen fungerer som en tjekliste til brug i konkrete valg- og indkøbssituationer, mens vejledningen giver den relevante baggrundsviden.

”Plejesengen – en vejledning om valg og indkøb” er tidligere udgivet i 2006 og 2016.

Vejledning om plejesenge

Indkøbsskabeloner for plejesenge og andre hjælpemidler

Senest opdateret 13-12-2018

Kontakt

Greta Olsson
Specialkonsulent

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her