Socialstyrelsen har udviklet et e-læringsforløb om netværkssamråd.
Et netværkssamråd afholdes, når et barn eller en ung under 18 år er mistænkt for at have begået alvorlig kriminalitet. På netværkssamrådet aftales en plan for, hvilke initiativer og handlepligter der kan hjælpe barnet eller den unge på ret kurs igen.
E-læringsforløbet gennemgår reglerne og processen i forbindelse med netværkssamråd, herunder afklaringsfasen, hvor det vurderes, om der skal afholdes et netværkssamråd.
E-læringssystemet rummer også en quiz, hvor man kan teste sin viden om netværkssamråd, og der er adgang til en værktøjskasse med tjekliste, skabeloner og inspirationsmateriale.
Fælles læring eller individuelle forløb
E-læringsforløbet lægger op til gruppebaseret refleksion og dialog og er dermed egnet til en fælles læringsproces blandt myndighedssagsbehandlere, fx som et fagligt indslag ved team- og personalemøder i børne- og familieafdelingerne.
Sagsbehandlere vil dog også kunne anvende e-læringssystemet til et individuelt forløb, fx i forbindelse med en konkret sag, hvor en sagsbehandler har behov for at få genopfrisket sin viden om netværkssamråd.
Få mere at vide om e-læringsforløbet om netværkssamråd
Læs om netværkssamråd generelt