Formålet med puljen
Der er etableret en pulje frem til 2031 til køb og omdannelse af ejendomme centralt i de større byer for at skabe flere almene boliger:
Der er tale om køb og ombygning af ejendomme, der ikke anvendes til beboelse. Der vil typisk være tale om erhvervsbygninger, som er egnet til ombygning til boliger. Der kan i forvejen gives støtte til formålet efter almenboligloven, men kun inden for rammerne af maksimumsbeløbet, som også gælder for nybyggeri. Der er i alt afsat 675 mio. kr.
Puljen skal føre til flere billige almene boliger centralt i byerne og dermed fremme den blandede by.
Hvad kan der søges midler til?
Puljen til køb og ombygning af ejendomme, der ikke anvendes til beboelse, giver mulighed for at få lån til at dække den del af udgiften, som ikke kan rummes inden for maksimumsbeløbet for nybyggeri. Lånet ydes på samme vilkår som grundkapitallån, dvs. rente- og afdragsfrit i 50 år, og påvirker dermed ikke boligafdelingens likviditet. Den del af udgiften, som kan rummes inden for maksimumsbeløbet, finansieres gennem de sædvanlige finansieringsregler for almene boliger. Dvs. at kommunen skal give tilsagn om støtte hertil.
Hvem kan søge?
Almene boligorganisationer kan ansøge om støtte til en konkret ejendom. Ansøgningen indsendes til Social- og Boligstyrelsen. Kommunen skal desuden indberette byggeriet i det sædvanlige indberetningssystem for alment byggeri (BOSSINF-STB). Der vil være ansøgningsfrister den 1. maj og den 1. oktober hvert år i perioden fra 2023-2031.
Det er en forudsætning for tilsagn, at:
- Ejendommen er beliggende i en by(byområde) med mindst 20.000 indbyggere efter Danmarks Statistik
- Andelen af ledige almene boliger i kommunen ikke overstiger 2 pct.,
- kommunalbestyrelsen og boligorganisationen på ansøgningstidspunktet har indberettet byggeprojektet i BOSSINF på status 10,
- boligorganisationen dokumenterer, at den råder over eller fra en administrationsorganisation vil kunne tilføres tilstrækkelig egenkapital til at afdække risici ved projektet, og at:
- erhvervelse og ombygning af ejendommen er velbegrundet, herunder at kommunen erklærer, at ejendommen er centralt placeret i en by eller bymidte, hvor der er et særligt behov for flere økonomisk tilgængelige boliger.
Hvordan prioriteres der blandt de indkomne ansøgninger?
Social- og Boligstyrelsen foretager en vurdering af de indsendte ansøgninger, herunder projektets omkostninger og egnethed til formålet, og træffer på den baggrund beslutning om, hvorvidt der kan gives tilsagn om lån. Hvis der er flere berettigede ansøgninger end midler til rådighed, foretager Social- og Boligstyrelsen en prioritering blandt ansøgningerne, så der opnås det størst mulige antal økonomisk tilgængelige boliger i områder, hvor der er behov for boligerne.
Hvordan foregår udbetaling?
Social- og Boligstyrelsen anmoder Udbetaling Danmark om at overføre lånet til boligafdelingen.
Link til ansøgningsskema
Hent ansøgningsskema til almene boligorganisationers erhvervelse af ejendomme, som ikke anvendes til beboelse her
Hent disposition for skitseforslag til ansøgning om erhvervelse af ejendomme, som ikke anvendes til beboelse her
Opgørelse over byer over 20.000 indbyggere, 2026
Link til bekendtgørelse
Læs yderligere om puljen på nedenstående links.
Læs mere i bekendtgørelsen om særlig støtte til almene boligorganisationers erhvervelse af erhvervsejendomme på Retsinformation her.
Læs mere i ændringsbekendtgørelsen BEK nr. 176 af 20/02/2023 på Retsinformation her.
Læs mere i ændringsbekendtgørelsen BEK nr. 742 af 01/09/2026 på Retsinformation her.