Tilmeldingen til vores kurser til socialpsykiatrien åbner 15. januar

07-01-2026

Er du medarbejder i socialpsykiatrien? Så kan dit ansættelsessted rekvirere et gratis kursus til dig og dine kolleger. Lær fx om recovery-orienteret rehabilitering i relation til sagsbehandlingen, traumebevidst tilgang eller specifikke diagnoser. Vi har også særskilte kurser til ledere.

Rekvirering og tilmelding til Social- og Boligstyrelsens nye kurser for medarbejdere og ledere i socialpsykiatrien åbner 15. januar 2026.

Social- og Boligstyrelsen har de senere år tilbudt kurser til ledere og medarbejdere i socialpsykiatrien. Formålet er at styrke den faglige udvikling på området ved at bidrage med den nyeste viden og give deltagerne konkrete redskaber til praksis.

Kurserne kan rekvireres af både kommuner og tilbud, og hovedparten holdes i egen organisation. Som noget nyt er der særskilte kurser, der er målrettet ledere.

Én fælles faglig retning

Alle kurser tager udgangspunkt i den faglige tilgang Borgeren ved roret, der er baseret på recovery-orienteret rehabilitering, og formidler den nyeste viden, dokumenterede metoder og praksiserfaringer med dette afsæt.

Både ledere og medarbejdere kan vælge mellem korte videnskurser på en enkelt dag og de længere praksiskurser på 4-5 dage.

Der er i alt 14 forskellige titler at vælge mellem, og mange tilbydes både som videns- og praksiskurser.

Tre kategorier

Kurserne falder overordnet i tre kategorier:

En gruppe af kurserne handler generelt om recovery-orienteret rehabilitering eller særlige aspekter af denne tilgang – fx hvordan man arbejder traumebevidst.

Andre sætter fokus på specifikke psykiatriske problemstillinger som angst, personlighedsforstyrrelser eller misbrug.

Og endelig er der ledelseskurserne, hvor man fx kan arbejde strategisk kompetenceudvikling eller dykke ned i, hvordan man leder en omstilling til Borgeren ved roret.

Det praktiske

Kurserne er gratis bortset fra ledelseskurserne, hvor der er en deltagerbetaling til dækning af forplejning og lokaleleje.

Kurserne kan rekvireres/tilmeldes via Komponents hjemmeside, hvor I også kan læse mere om de enkelte kurser:

Se de mange kurser

Kontakt

Simon Lysdahl Tofft
Fuldmægtig

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her