De voksne er gode til at spørge, hvad vi synes. Vi har mange idéer. De voksne har
ikke, men børnene har!
9-årig dreng på et børne- og ungehjem
Når børn og unge får reel indflydelse på hverdagen, styrker det både fællesskabet, trivslen og ansvarsfølelsen. Små beslutninger kan gøre en stor forskel for følelsen af at høre til.
Det gælder i høj grad også på et børne- og ungehjem.
For ledere og personale handler inddragelse både om at etablere nogle gode rammer for fx husmøder og børne- og ungeråd, og om at skabe en hverdag, hvor børn og unge aktivt bliver inviteret med til at tage del i beslutningerne.
At blive lyttet til og taget alvorligt
At tage del i sådanne snakke styrker følelsen af at blive lyttet til og taget alvorligt. Samtidig er det med til at danne den enkelte - uanset om man kan spejle sig i kammeraterne eller hører helt andre opfattelser af skærmregler, måltider, samværsformer, indretning af fællesrum, og hvad der nu ellers er med til at forme rammerne for hverdagslivet.
Men hvordan håndterer man processerne i praksis? Hvad er vigtigt, hvordan skal det organiseres, og hvordan sikrer man, at alle kommer til orde – også når børn og unge siger nej tak til at deltage? Og kan børnene og de unge overhovedet håndtere det – også de små?
Det er alt sammen emner, man kan læse om i et nyt webtema, Social- og Boligstyrelsen netop har offentliggjort på sbst.dk. Temaet, der er specifikt målrettet børne- og ungehjem, byder på konkrete metoder og inspiration til, hvordan I som medarbejdere og ledere kan inddrage og give indflydelse til børnene og de unge på en tryg, meningsfuld og udviklende måde i den daglige praksis.
Det kan I få input til
I webtemaet kan I fx finde en stribe forslag til, hvordan man kan understøtte, børnene og de unges stemmer kommer til udtryk. Alt efter situationen, børnenes alder, funktionsniveau mv. er det forskelligt, hvad der egner sig, og metoderne strækker sig fra derfor fra leg og bevægelse til afstemninger og spørgeskemaer.
Indflydelse er en rettighed, ikke en pligt. Det pointeres derfor også, at børn og unge skal have lov at takke nej, når I som voksne gerne vil inddrage dem i beslutninger om hverdagslivet på stedet. Samtidig kan det være en god ide at være opmærksom på, hvad der kan ligge bag et nej.
Endelig kommer webtemaet ind på det organisatoriske og faglige grundlag for at arbejde med medindflydelsen til børn og unge. Her kan I bl.a. læse om børnesyn og forskellige greb til at udvikle en demokratisk kultur.
Læs temaet om medindflydelse