Folketinget har nu vedtaget en lovændring, der skal gøre det lettere at få økonomien til at hænge sammen for almene byggeprojekter i områder, hvor høje grund- og byggeomkostninger ellers spænder ben.
Det drejer sig om lovforslag L18 om ændring af lov om almene boliger og lov om leje af almene boliger. Lovforslaget blev endeligt vedtaget 27. august 2026.
En af de væsentlige ændringer er, at det fra 4. september bliver muligt for kommuner med særligt høje boligpriser, at give mulighed for, at overskride maksimumbeløbet for alment boligbyggeri med op til 10 procent.
Den ekstra finansiering sker gennem et forhøjet kommunalt grundkapitallån og påvirker ikke huslejen.
Ændringen skal gøre det muligt at opføre almene boliger i hele landet, også i områder, hvor høje grund- og byggeomkostninger betyder, at de eksisterende rammer for støtte til alment boligbyggeri ikke er tilstrækkelige.
Lovændringen udmønter den politiske aftale: Aftale om styrkede rammer for alment boligbyggeri, som blev indgået i december 2025 mellem SVM-regeringen, SF, K og Ø.
Flere muligheder for billige boliger og seniorbofællesskaber
Lovændringen indeholder også en række justeringer af støtteordningerne under Fonden for Blandede Byer.
Tilskuddet til at etablere særligt billige almene familieboliger til boligsøgende med lav betalingsevne hæves fra 400.000 kr. til 500.000 kr. i 2021-prisniveau, og der tilføres yderligere 25 mio. kr. til at etablere almene boliger på mindre øer.
Samtidig afsættes 500 mio. kr. til en ny støtteordning for seniorbofællesskaber. Ordningen reducerer kommunens grundkapital med to tredjedele, mens den resterende finansiering finansieres gennem et grundkapitallån fra Landsbyggefonden.
Derudover bliver grundkøbslånsordningen ændret. Fremover kan lånet dække den del af grundudgiften, der overstiger 15 procent af maksimumbeløbet mod tidligere 20 procent.
Enklere regler for den almene boligmasse
Reglerne for at afhænde, nedrive og sammenlægge almene boliger bliver samtidig enklere, og det statslige godkendelsesled afskaffes.