Udviklingshandicap påvirker ikke kun kognition, men også, hvordan man forstår sin egen krop, følelser og grænser, og hvordan man navigerer i sociale og intime relationer. Mange har brug for basal seksualoplysning, og der er tit også brug for støtte til at lære, hvad der er privat og offentligt, og hvordan man siger fra og til.
Som fagperson kan man imidlertid føle sig usikker på, hvordan man skal støtte beboerne er på en tryg og professionel måde, når det gælder tematikker, der knytter sig til krop og kærlighed, kærester og seksualitet.
For at understøtte landets botilbud i dette pædagogisk arbejde offentliggør Social- og Boligstyrelsen nu en helt ny udgave af håndbogen Seksualitet på dagsordenen. Bogen udkom første gang i 2012 og er siden blevet anvendt bredt i landet.
Den nye version tager højde for den faglige og samfundsmæssige udvikling, der har fundet sted de seneste år: Socialområdet har i perioden fået et øget fokus på en recovery-orienteret tilgang, som afspejles i den nye udgave af bogen. Lovgivningsafsnittet er opdateret, så fagpersoners handlerum fremstår tydeligere. Samtidig er centrale temaer opdateret og udbygget, og nye emner som fx digitalt liv, køn og identitet er kommet til.
Særligt fokus på ledelsens rolle
”Det er forståeligt, at man som medarbejder kan være usikker på flere aspekter af seksualitet som et pædagogisk felt. Derfor er det vigtigt, at ledelsen går forrest og understøtter arbejdet ved at prioritere og strukturere den pædagogiske indsats på området, så de rette rammer er til stede for medarbejdere og beboere,” siger kontorchef Henrik Frostholm, Social- og Boligstyrelsen, og fortsætter:
”Af den grund har vi i den nye udgave lagt større vægt på ledelsesopgaven, og hvordan det enkelte botilbud kan sætte seksualitet på dagsordenen på en åben og reflekteret måde. Med bogen ønsker vi at bidrage til, at spørgsmål, der relaterer sig til krop og seksualitet, håndteres med samme omsorg, professionalisme og ikke mindst respekt for den enkeltes selvbestemmelse som alle andre emner, der knytter sig til beboernes trivsel og sundhed.”
Det kan der læses om
Skal arbejdspladsen udvikle en høj grad af faglighed i relation til seksualitet, skal det være legitimt og naturligt for alle at tage emnet op. Medarbejdere skal fx kunne søge sparring, og beboere skal kunne stille spørgsmål og få støtte. Bogen introducerer i den forbindelse udtrykket et seksualvenligt miljø og giver inspiration til, hvordan man som ledelse kan skabe et professionelt grundlag for det.
Håndbogen gennemgår en lang række emner, herunder dilemmaer i arbejdet, hvordan man kan kortlægge borgerens behov for støtte, og hvordan den konkret kan gives. En generel pointe i bogen er, at seksualitet ikke kun handler om sex, men i lige så høj grad om berøring, sensualitet, sanselighed, identitet, kontakt og intimitet.
Bogen byder på en lang række af hverdagsnære cases, der hjælper til refleksion omkring fagpersoners ansvar og handlemuligheder i konkrete situationer – også der, hvor det er svært, fx fordi hensynet til borgerens selvbestemmelse skal balanceres med omsorgspligt og beskyttelse. Nogle gange fordrer en høj kompleksitet, at man inddrager andre faggrupper som fx seksualvejledere.
Mennesker med udviklingshandicap er i særlig risiko for at blive udsat for overgreb, og de kan også selv komme til at krænke andre, blandt andet fordi de kan have svært ved at aflæse andres intentioner og grænser. Et særskilt kapitel beskriver problemer og handleveje på dette område.
Refleksionsøvelser og andre redskaber
Håndbogen inkluderer en række redskaber, herunder forskellige refleksionsøvelser, modeller til det pædagogiske arbejde samt inspiration til udarbejdelse af en seksualpolitik.
Redskaberne indgår i håndbogen og er desuden udgivet i et selvstændigt bilag. Der er også udarbejdet en litteraturliste i bilagsform.
Hent håndbog og bilag