Et stort forbrug af rusmidler kan for nogle unge være en strategi til at dulme svære og smertefulde følelser, som er forbundet med tidligere oplevelser af omsorgssvigt, vold, seksuelle overgreb eller et liv i generel udsathed.
Sådanne traumatiske erfaringer kan påvirke den unges færdigheder – herunder også evnerne til indlæring og koncentration, som typisk er essentielle for at få udbytte af rusmiddelbehandling. Viden om traumer kan derfor være afgørende for, at man som behandler kan forstå og hjælpe den unge med at håndtere sine udfordringer og tilegne sig nye mestringsstrategier.
Målgruppen for MOVE+
Fokus på traumer er et af elementerne i den nye behandlingsmetode MOVE+, der er udviklet med henblik på unge i alderen 15 til 30 år med særligt komplekse problemer.
Der er også fokus på at de unge i målgruppen kan have både svær eksternaliserende og internaliserende adfærd. Dette kan komme til udtryk ved at de unge har mange konflikter, er meget indadvendte og har selvskadende adfærd og selvmordstanker. De unge har også ofte et spinkelt netværk eller brudte relationer.
De unge tilbydes derfor et særligt fokus og en ekstra fleksibilitet i rusmiddelbehandlingen med MOVE+.
Det går metoden ud på
Den nye metode bygger videre på den oprindelige udgave af MOVE, som har vist særdeles gode behandlingsresultater for den brede gruppe af unge med rusmiddelproblemer, men er mindre egnet til unge med særligt komplekse udfordringer.
MOVE+ baserer sig i lighed med MOVE på Den motiverende samtale og Kognitiv adfærdsterapi. Ligesom i den oprindelige version indgår der også forskellige strukturelle elementer, bl.a. screeningsredskabet UngMap, sms-påmindelser og gavekort.
Det særlige for MOVE+ er tre såkaldte kerneelementer. Udover opmærksomheden på evt. traumer hos den unge er der - jf. beskrivelsen af målgruppen ovenfor - tale om et særligt fokus på såvel eksternaliserende og internaliserende adfærd og endelig på inddragelse af den unges private netværk.
Derudover er primærbehandlingen forlænget fra 12 samtaler i MOVE til 18 samtaler i MOVE+.
De ekstra samtaler er tilføjet for at give plads til arbejdet med de unges særlige udfordringer og åbner samtidig for en større fleksibilitet i forløbet.
MOVE+ er beskrevet i en manual, der særligt henvender sig til behandlere i den kommunale rusmiddelbehandling.
Hent manualen til MOVE
FAKTA om MOVE+
MOVE+ er udviklet i et samarbejde mellem Social- og Boligstyrelsen, kommunerne Horsens, Haderslev, Kolding, Holbæk og Roskilde samt Komponent, der er kommunernes fælles udviklingscenter.
Erfaringerne med MOVE+ er løbende blevet evalueret i udviklingsprojektet. Evalueringen udgives senere i 2026.
Der er udgivet flere publikationer om den oprindelige udgave af MOVE, bl.a. en pjece med de væsentligste pointer om metoden og evalueringen af den.
Se pjecen og øvrige udgivelser