Seksuelle overgreb i barndommen kan give alvorlige psykiske og sociale senfølger. Det kan fx være i form af angst, prostitution, problemer med rusmidler, vanskeligheder ved at danne relationer og udfordringer med at fastholde et arbejde. Der kan også være fysiske følgevirkninger.
Som fagperson kan man derfor også møde voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i mange forskellige kontekster – fra sagsbehandlingen på rådhuset til åbne rådgivninger og botilbud.
Savner I viden om, hvordan I kan møde borgeren på en hensigtsmæssig måde, så overvej, om VISOs nye temaforløb er noget for jer. Her bliver I klædt på med den nødvendige faglige viden om senfølger efter seksuelle overgreb og får samtidig praksisnære redskaber og tilgange til samarbejdet med borgeren.
Indholdet af forløbet
Et temaforløb er en rådgivningsydelse, hvor en VISO-specialist formidler viden om en kompleks problemstilling. Forløbet strækker sig over tre sessioner á ca. tre timer og foregår lokalt hos jer. Sessionerne hænger sammen, men det er muligt at vælge kun to af de tre sessioner.
På den første session får I grundlæggende viden om seksuelle overgreb i barndommen. Vi ser først på udbredelsen og de omstændigheder, overgrebene finder sted under. Herefter belyses sammenhængen mellem overgreb og senfølger i voksenlivet og de forskelligartede udtryk, senfølgerne kan have.
Den anden session giver jer indsigt i, hvordan senfølger efter seksuelle overgreb kan påvirke borgerens møde med systemet. Her retter vi særligt blikket mod de faktorer, der kan udfordre samarbejdet, herunder det ulige magtforhold og reaktioner som dissociation, skam og mistillid. Der gives en introduktion til principper fra en traumebevidst tilgang (TBT) som en indgang til et mere udbytterigt møde med borgeren.
På den tredje session har vi fokus på de naturlige reaktioner og dynamikker hos fagpersoner i arbejdet med borgere med senfølger efter seksuelle overgreb. Vi kommer bl.a. til at arbejde med modeller og redskaber til håndtering af traumehistorien og med den bekymring for retraumatisering af borgeren, som nogle fagpersoner kan opleve.
Det praktiske
Du kan henvende dig til VISO om at få dette temaforløb, hvis du er leder og ansat i en kommunal myndighed eller leder af et tilbud.
Ligesom VISOs andre ydelser er forløbet gratis. Forløbet gennemføres med minimum ti deltagere.
Indholdet er overordnet lagt til rette, men kan i nogen grad tilpasses jeres praksis i dialog med den VISO-specialist, der varetager forløbet.
Læs mere om tilbuddet