Seksuelle overgreb i barndommen kan give alvorlige psykiske, sociale og fysiske senfølger. De kan fx komme til udtryk ved problemer med rusmidler, angst, social isolation, prostitution, vanskeligheder ved at danne relationer og udfordringer med at fastholde et arbejde.
De mennesker, det handler om, er måske i kontakt med kommunen for at få hjælp og støtte til at håndtere deres problemer. Men det er ikke sikkert, at den bagvedliggende årsag til vanskelighederne er klarlagt, og dermed kan det være vanskeligt at tilbyde den rette hjælp.
Man vil som fagperson kunne opleve, at samarbejdet med borgeren kan blive udfordret af de sociale og relationelle konsekvenser, som mange voksne med senfølger oplever, og der kan være behov for at blive klædt på til at møde borgeren på en hensigtsmæssig måde.
Lyder dette relevant for dig? Så tilmeld dig en af vores tre temadage i efteråret 2025.
Det sker på dagen
På dagen møder du fire VISO-specialister og en erfaringsekspert, der vil fortælle om bl.a. omfang og udbredelse af senfølger efter seksuelle overgreb, hvordan senfølgerne kan komme til udtryk, og hvordan man som fagperson kan genkende tegn på senfølger og skabe et trygt og tillidsfuldt samarbejde med borgeren.
Om formiddagen vil der være oplæg, mens eftermiddagen byder på workshops, hvor vi kommer mere i dybden med de enkelte temaer. Undervejs kommer vi bl.a. ind på hvilke barrierer, der kan være i kontakten, både hos borgeren og hos fagpersonen og på konkrete spørgeteknikker til at tale om overgreb.
Oplægs- og workshopholderne på dagen kommer fra Center for Seksuelt Misbrugte (CSM), Center for Senfølger af Seksuelle Overgreb (CSSO) samt Landsforeningen Spor.
Hvem kan deltage?
Temadagen henvender sig til fagpersoner i kommuner og kommunale og regionale tilbud, der møder voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i deres arbejde, fx ledere og rådgivere i kommunernes myndighedsafdelinger eller jobcentre, misbrugsbehandlere, opsøgende medarbejdere og støtte- og kontaktpersoner.
Det er gratis at deltage i temadagen.
Praktiske oplysninger
Temadagen afholdes tre steder i landet. Indholdet er det samme, men vær opmærksom på, at tilmeldingsfristerne til de enkelte dage er forskellige. Fristerne kan ses på tilmeldingssiderne nedenfor, hvor du også kan se programmet:
Tilmeld dig temadagen i København (7. oktober)
Tilmeld dig temadagen i Vejle (30. oktober)
Tilmeld dig temadagen i Herning (27. november)