Virksomme sociale indsatser koster penge og ressourcer. Men de kan ofte også vise sig at være en god investering, der både har et stort menneskeligt og økonomisk potentiale.
Den Socialøkonomiske Investeringsmodel, SØM, er et beregningsværktøj, som sætter fokus på de økonomiske konsekvenser, der kan være ved at investere i sociale indsatser. Modellen styrker det lokale beslutningsgrundlag og kan samtidig skabe en fælles forståelse af arbejdet med sociale investeringer på tværs af fagligheder og organisation.
SØM henvender sig især til kommuner, men kan bruges af alle, der ønsker mere viden om, hvordan en social indsats påvirker den offentlige økonomi.
Få mere at vide om Den Socialøkonomiske Investeringsmodel, SØM
Vi tilbyder to kurser i SØM
Gode SØM-beregninger afhænger af vidensgrundlaget og de antagelser, man som bruger gør sig undervejs i beregningen. Social- og Boligstyrelsen tilbyder derfor uddannelse og kurser for alle, der anvender eller overvejer at bruge modellen.
Introduktion til SØM
Hvis du har brug for et kort og overordnet indblik i, hvad SØM er og kan bruges til, anbefaler vi kurset Introduktion til SØM den 29. september kl. 13-14. Det tager kun en time og foregår virtuelt. Målgruppen er dig, der har brug for at kende til SØM på et overordnet niveau. Kurset kan blandt andet være relevant for kommunale ledere og chefer, der arbejder eller gerne vil arbejde med sociale investeringer
Tilmeld dig introduktionen til SØM
SØM-uddannelse
For medarbejdere, som skal anvende SØM i praksis, anbefaler vi SØM-uddannelsen den 28. oktober kl. 9-14. På uddannelsen kommer du dybere ind i SØMs maskinrum og lærer at foretage egne beregninger. Du skal sætte lidt mere tid af end til introduktionen, men det kan fortsat klares inden for en dag og foregår også virtuelt.
Tilmeld dig SØM-uddannelsen