Møder du borgere, der er udsat for menneskehandel – uden du ved det?

22-10-2025

Også i Danmark er der mennesker, der dagligt udnyttes til prostitution, tvangsarbejde, kriminalitet eller slaverilignende forhold. Mange af dem er – eller har været – i kontakt med det offentlige system. Derfor er det vigtigt, at du som fagperson ved, hvad du skal være opmærksom på.

Menneskehandel forekommer i mange forskellige dele af samfundet – og antallet af sager stiger.

Sidste år var der 78 personer herhjemme, der blev vurderet som udsat for menneskehandel. Allerede her med udgangen af september i år var der tale om næsten lige så mange – nemlig 75. Sandsynligvis er der også en del, vi ikke ser.

Center mod Menneskehandel opfordrer derfor fagpersoner i kommunerne om at være opmærksomme på borgere fra udlandet, der kan være udsat for menneskehandel. Det gælder især fagpersoner, der udfører opsøgende indsatser eller gadeplansarbejde samt frontpersonale i fx borgerservice og integrationsafdelinger.

Menneskehandel har mange ansigter

Seksuel udnyttelse er måske det, der især forbindes med menneskehandel.

Men menneskehandel drejer sig i lige så høj grad om at udnytte andre mennesker til tvangsarbejde, kriminelle handlinger eller slaverilignende forhold. Fx har der i de senere år været flere unge mænd, der udnyttes til tyveri og narkosalg eller til arbejde i bl.a. byggeriet.

Vi ved, at ordet menneskehandel kan lyde voldsomt. Men mange af dem, der vurderes som handlede, har været i kontakt med det offentlige system. Derfor er det vigtigt, at man som fagperson reagerer, hvis der er indikatorer på, at en borger udnyttes, uanset om det er til prostitution, tvangsarbejde eller på anden vis.

Tegn på menneskehandel

Nogle af de røde flag er:

  • uacceptable arbejdsforhold, herunder urimeligt lange og mange arbejdsdage
  • manglende eller meget lav løn
  • udtalt bekymring eller angst
  • frygt for myndigheder
  • udsættelse for overvågning
  • andre taler på deres vegne
  • usandsynlig historie om opholdet i Danmark
  • manglende eller falsk pas eller ID o. lign.

Får du som fagperson kontakt til en borger, hvor du er bekymret for, om der kan være tale om menneskehandel, så kontakt Center mod Menneskehandel (se boks). Vi har en hotline, som alle kan ringe til – og som er åben hver dag. Du er velkommen til at ringe, selvom du er meget i tvivl om, hvordan du skal tolke det, du observerer. 

Hjælp med at skabe fokus

I anledning af EU’s Anti-Trafficking Dag den 18. oktober 2025 markerede Center mod Menneskehandel dagen med en kort video, der skal gøre opmærksom på, at menneskehandel findes – også her i landet.

Du er meget velkommen til at dele vores lille film og herved hjælpe os med at skabe fokus på, at menneskehandel findes i Danmark:

Se filmen på cmm.dk

Få mere at vide

Du kan få meget mere at vide om menneskehandel på vores hjemmeside cmm.dk:

Læs mere om tegn på menneskehandel

Læs om opsporing og støtte til personer udsat for menneskehandel

 Center mod Menneskehandel er en del af Social- og Boligstyrelsen.

Kontakt

Line Andersen
Socialfaglig konsulent

Hotline

Har du mistanke om menneskehandel eller behov for sparring?

Ring til Center mod Menneskehandel på tlf. 70 20 25 50.

Hotlinen er åben alle ugens dage fra kl. 9 til 15.