Webinar: Brug Åben Dialog til unge i psykisk mistrivsel

24-10-2024

Tilgangen Åben Dialog matcher intentionerne i barnets lov om styrket inddragelse. Deltag i vores webinar den 12. november 2024 og hør, hvordan I kan bruge Åben Dialog i sagsbehandlingen og hjælpe unge i psykisk mistrivsel. Hør også om vores tilbud om gratis kompetenceudvikling og implementeringsstøtte.

Arbejder du som leder eller medarbejder med unge i alderen 13-24 år i psykisk mistrivsel? Og er nysgerrig efter at få ny inspiration til indsatsen? Så vær med, når vi her i efteråret inviterer til webinar om Åben Dialog.

Åben Dialog er en netværksorienteret tilgang, der har fokus på at inddrage både de rette fagprofessionelle og det private netværk i forhold til den enkeltes situation.

Tilgangen er veldokumenteret og baseret på syv principper, der matcher intentionerne om styrket inddragelse i barnets lov. Samtidig kan Åben Dialog understøtte den sammenhængende indsats i kommunen og styrke det tværfaglige samarbejde omkring den unge.

Program for webinaret

På webinaret indleder erfaringsekspert Maja Hørby Schou med at fortælle om, hvordan Åben Dialog gjorde en forskel for hende som ung. Derudover vil myndighedsafdelingen i Roskilde Kommune fortælle om, hvorfor de har søgt om et forløb i Åben Dialog på ungeområdet, og hvordan de ser, at det kan skabe værdi hos dem.

Desuden vil repræsentanter fra Åben Dialog Fonden holde oplæg om tilgangen og deres erfaringer. Til sidst præsenterer vi den kompetenceudvikling og implementeringsstøtte, I kan få, hvis I selv ønsker at arbejde med tilgangen i jeres kommune.

Praktiske oplysninger

Webinaret afholdes af Social- og Boligstyrelsen i samarbejde mellem Substans Konsulenthus og Åben Dialog Fonden og og foregår den 12. november kl. 10 - 11.

Målgruppen for webinaret er kommunale ledere og medarbejdere fra myndighedsafdelinger, udførerområdet, PPR og KUI, som arbejder med unge i mistrivsel og har interesse for Åben Dialog.

Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig og skal ske senest den 11. november kl. 14.

Webinaret afvikles over Teams. Der udsendes link til deltagelsen dagen før.

Tilmeldingen foregår via Substans' hjemmeside:

Tilmeld dig webinaret hos Substans


Søg om et Åben Dialog-forløb

Ved I, at I gerne vil anvende Åben Dialog, kan I allerede nu søge om et gratis forløb om kompetenceudviklings- og implementeringsstøtte.

Forløbet har fokus på at opkvalificere ledere og fagprofessionelle til at bruge Åben Dialog i det praktiske arbejde med unge i mistrivsel og vil også være med til at sikre, at kompetenceudviklingen forankres i  i den kommunale organisation. Et forløb strækker sig cirka over ni måneder, og de første forløb starter op i februar 2025.

Udbredelse af Åben Dialog på ungeområdet

Læs mere om Åben Dialog generelt på vidensplatformen social.dk

Kontakt

Ida Lautrop-Rasmussen
Projektleder

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her