Børn, unge og voksne, der har brug for det, skal modtage relevant specialundervisning. I nogle tilfælde slår denne dog ikke til, og der er behov for en mere specialiseret specialundervisning, som måske også kræver koordinering på tværs af flere kommuner. Det kan være tilfældet, hvis målgruppen samtidig er meget lille, fx i forhold til personer med omfattende kommunikationshandicap så som døvblindhed.
Specialundervisningen i Danmark er reguleret efter hhv. lov om folkeskolen og lov om specialundervisning for voksne.
Begrebet om den højt specialiserede specialundervisning stammer dog ikke fra nogen af disse love, men blev oprindeligt introduceret i lovarbejdet i forbindelse med kommunalreformen fra 2007.
Selvom begrebet altså har nogle år på bagen, har det vist sig, at det savner en klar definition og i øvrigt ikke er gængs i undervisningssektoren. Det kan derfor være udfordrende for alle parter at vurdere, om der egentlig er de højt specialiserede tilbud, der er behov for - både når det gælder indhold og kapacitet.
Fire perspektiver på specialisering
For at bidrage til en større gennemsigtighed på området har Social- og Boligstyrelsen fået udarbejdet en rapport. Den indkredser mulige definitioner på begrebet om den mest specialiserede specialundervisning, og hvordan det kan afgrænses i forhold til den brede specialundervisning.
Rapporten introducerer fire perspektiver, som man kan anskue specialiseringsbegrebet ud fra:
- Målgrupper: En definition ud fra målgrupper har eksplicit fokus på efterspørgselssiden, men til gengæld begrænset fokus på udbudssiden.
- Kompetencer: Med en definition ud fra kompetencer er der fokus på udbudssiden. Rationalet er, at gode faglige (specialist)kompetencer er et vigtigt parameter for at kunne levere højt specialiserede indsatser.
- Institutioner: Der kan tages afsæt i de institutioner, som findes. Det er enkelt, men det faglige fundament kan fremstå mindre tydeligt.
- Risiko: Her fokuseres specifikt på segmenter, hvor risikoen er høj for, at der ikke (alle steder) er kapacitet og tilbudsstruktur, som modsvarer behovet.
Lovgrundlaget og tilbudsstrukturen
Udover at introducere og drøfte de forskellige perspektiver på specialiseringsbegrebet belyser rapporten også andre forhold. På voksenområdet bemærkes fx, at der en stor variation i tilbudsstrukturen på tværs af landet. Lovgrundlaget opleves af mange aktører som utidssvarende, ligesom der kan være usikkerhed om lovens konkrete anvendelsesområde.
I forhold til specialundervisning til børn og unge konstateres bl.a., at der i lovgrundlaget er fokus på brede basismålgrupper. Det fremgår også, at tilbudsstrukturen er sammensat af mange forskelligartede tilbud, og at tværkommunal koordinering er relevant på nogle områder.
Endelig giver rapporten en række konkrete anbefalinger til det videre arbejde med at følge området.
Rapporten er udarbejdet af Implement for Social- og Boligstyrelsen.
Hent rapporten om specialundervisning