Sociale effektinvesteringer er en ny tilgang til at finansiere velfærdsindsatser, hvor fokus er på de sociale og budgetøkonomiske gevinster, en indsats skaber. Det er et redskab, der kan styrke velfærden for den enkelte borger og samtidig lette presset på de offentlige budgetter.
Grundantagelsen er, at det betaler sig at investere i mere effektive indsatser, for i takt med at mennesker får det bedre, får de også mindre brug for offentlige ydelser. Dermed bliver der skabt en gevinst – både for borgerne og for det offentlige.
Det er netop denne ”dobbelte bundlinje”, som Den Socialøkonomiske Investeringsmodel, SØM, kan vise, og som Den Sociale Investeringsfond har midler til at investere i.
Se video og læs mere om Den Sociale Investeringsfond
Hvad sker der til webinaret?
På webinaret fortæller Social- og Boligstyrelsen sammen med Den Sociale Investeringsfond mere om, hvad en social investering er, og hvordan SØM kan være et nyttigt redskab til at identificere investeringspotentialer, opstille resultatmål og lave business cases.
Vi viser også, hvordan SØM anvendes i en konkret investering, nemlig den helhedsorienterede indsats God Start på Familielivet, der hjælper sårbare gravide gennem tidlig forebyggelse. Vi præsenterer, hvad indsatsen går ud på, og hvor de budgetøkonomiske gevinster ligger.
Du får også mulighed for at opleve en ny og forbedret version af SØM, som vil blive offentliggjort op til webinaret. Vi vil blandt andet vise nye funktionaliteter til visning af økonomiske potentialer ved investeringer og nyt indhold i vidensdatabasen, der hjælper brugeren med at anvende SØM i en lokal kontekst.
Alt vores materiale om SØM ligger på vidensplatformen social.dk:
Læs mere om SØM på social.dk
Praktiske oplysninger
Målgruppen for webinaret er alle med interesse for, hvordan og hvorfor effektive sociale indsatser bliver til sociale investeringer, og hvordan man kan beregne det økonomiske potentiale – uanset, om du i forvejen har erfaring med området eller ej. Det kan for eksempel være dig, der er udviklingskonsulent, talnørd, leder på det socialfaglige område eller arbejder med budgetlægning.
Webinaret foregår den 19. marts 2025 kl. 10-11 på Zoom. Du får tilsendt et link til deltagelse inden webinaret.
Deltagelse er gratis, men kræver tilmelding. Tilmeldingsfrist: 18. marts kl. 12.
Tilmeld dig webinaret