Undervisningsmateriale til erhvervsskolerne om genbrug af træ og tegl

24-03-2025

Den kommende generation af håndværkere får brug for gode kompetencer til at arbejde med genbrug af byggematerialer. I regi af et nordisk program har styrelsen fået udviklet ’Skills4Reuse’, som er et fleksibelt og praksisnært undervisningsmateriale, der stilles frit til rådighed for erhvervsskoler og andre interesserede. Find det på www.skills4reuse.com!

Både i byggebranchen og politisk er der stor opmærksomhed på at nedbringe byggeriets klimapåvirkning og ressourceforbrug. Det er derfor også vigtigt at sikre, at næste generation af håndværkere kan arbejde med genbrugte byggematerialer. Det kræver, at de får både viden og praktisk erfaring gennem deres uddannelse – og første skridt på vejen er, at erhvervsskolerne har adgang til det rette undervisningsmateriale.

Projektet Skills4Reuse, der er forankret i Social- og Boligstyrelsen, har netop handlet om udviklingen af et sådant materiale, som kan give elever og lærlinge kompetencer til den grønne omstilling af bygge- og anlægssektoren. Materialet, der blev lanceret sidste år, er netop blevet præsenteret på HÅNDVÆRK festivalen i København i februar 2025.

På festivalen blev det også tydeligt, at den nye generation af håndværkere efterspørger mere undervisning i genbrug og bæredygtighed på erhvervsskolerne. Mange engagerede og nysgerrige unge og erfarne deltog i festivalens debatter og oplæg, hvor kompetencer inden for grønne og cirkulære løsninger var blandt de centrale temaer.

Praksisnært materiale

Jakob Sonny Jakobsen fra Videnscenter for Håndværk og Bæredygtighed, der har været med til at udvikle materialet, glæder sig over, at materialet kommer ud at leve:

”Genbrug er en vigtig del i omstillingen til et mere klima- og miljøvenligt byggeri. Med Skills4Reuse er den grundlæggende viden om genbrug leveret i en digital undervisningspakke, som er let at anvende for faglærerne på erhvervsuddannelserne bl.a. via skræddersyede lærevejledninger. Vi har samtidig fokuseret på at gøre materialet praksisnært, så både lærere og lærlinge har nemt ved at opnå kompetencer, som kan anvendes til at inddrage genbrug i hverdagen på byggepladsen.”

Skills4Reuse er målrettet undervisere på erhvervsskoler, og opgaverne retter sig mod elever og lærlinge på både grundforløb og hovedforløb inden for tegl og træ på erhvervsskoler, men kan også bruges af andre målgrupper. Det består af tre forløb, og kan anvendes i sin helhed eller deles op og bruges som enkelte opgaver, der kan supplere den eksisterende undervisning. Undervisningsmaterialet indeholder videoer, klassedebatter, fakta, quizzer og praktiske øvelser, hvor eleverne lærer at nedtage og bygge med genbrugte byggematerialer.

Undervisningsmaterialet er frit tilgængeligt og har sin egen hjemmeside:

Hent materialet på skills4reuse.com

Der er også udarbejdet en introduktionsvideo til materialet:

Se introduktionsvideoen, og læs mere om baggrunden

Ud over undervisningsmodulerne finder du på siden også en oversigt over andet relevant undervisningsmateriale fra både Danmark og de øvrige nordiske lande.

Find oversigten her


Om Skills4Reuse

  • Undervisningsmateriale på 7 sprog (6 nordiske sprog og engelsk) med både engagerende og innovative undervisningsaktiviteter samt grundlæggende information om bæredygtighed i byggeri
  • Anvendeligt på alle niveauer af håndværksuddannelsen
  • Separate undervisningsmoduler om introduktion til bæredygtighed i byggeri, genbrug af træ og genbrug af tegl. Modulerne udgør tilsammen 29 selvstændige opgaver, der kan benyttes i sammenhængende forløb eller individuelt.
  • Lærervejledninger, der er lette at følge, og som guider underviseren gennem hvert enkelt undervisningselement
  • En help desk, der kan assistere underviseren ved uklarheder eller spørgsmål til materialet
  • Nemt tilgængeligt digitalt indhold med online opgaver og download-funktion for alle materialer.

Hvem står bag Skills4Reuse?

Undervisningsmaterialet er udviklet af Videnscenter for Håndværk og Bæredygtighed og Norion Consult, som en del af det nordiske samarbejdsprogram Nordic Sustainable Construction.

Nordic Sustainable Construction er finansieret af Nordisk Råd og Ministerråd og Nordic Innovation. Programmets sekretariat er placeret i Social- og Boligstyrelsen.

Læs mere om Nordic Sustainable Construction 

Kontakt

Helle Redder Momsen
Chefkonsulent

Giv gerne videre!

Kender du en, der kunne have nytte af materialet? Så må du meget gerne sende et link videre, så det kommer bredt ud.