Vi føler os alle ensomme af og til − det er en naturlig del af livet. Men for mange mennesker bliver ensomheden en fast følgesvend. Med kampagnen vil Social- og Boligstyrelsen, i samarbejde med Folkebevægelsen mod Ensomhed, opfordre os til at tage et fælles ansvar mod ensomhed.
”Vi skal få øje på ensomheden i vores omgivelser og gøre en forskel ved at række ud til hinanden. Vi skal tage aktiv del i at skabe fællesskaber og gøre en indsats mod ensomhed. Ensomhed er ikke noget, nogen skal kæmpe med alene,” siger direktør i Social- og Boligstyrelsen, Ellen Marie Klarskov Lauritzen.
Der er grund til at tage ensomhed alvorligt. En ud af ti danskere oplever tegn på ensomhed, og antallet af danskere, der føler sig svært ensomme, vokser. I 2013 var 6,4 procent svært ensomme, i 2023 var tallet 9,6 procent. Særligt er ensomheden steget blandt unge mellem 16 og 24 år, hvor mere end hver femte ung føler sig svært ensom.
Ensomhed koster
Og ensomhed er dyrt. Både for den enkelte og for samfundet. Ensomhed kan føre til alvorlige helbredsproblemer som depression, angst og hjertekarsygdomme. Samtidig koster ensomhed samfundet tæt på 5,5 milliarder kroner om året alene til behandling og pleje i sundhedsvæsnet og tabt produktion på grund af fravær fra arbejdsmarkedet og tidlig død. Det viser tal fra Sundhedsstyrelsen.
”Det er på tide, at vi handler endnu mere på ensomhed og tager ansvar for at skabe et mere inkluderende samfund. Vi har simpelthen ikke råd til at lade være,” siger forperson i Folkebevægelsen mod Ensomhed, David Vincent Nielsen.
Han understreger, at vi i Danmark har et stærkt civilsamfund, som hver dag arbejder for at skabe fællesskab og trivsel, men det er ikke nok.
”Mennesker, som føler sig ensomme, finder ikke altid selv hen til tilbuddene. Vi både kan og skal række ud og være opmærksomme på vores medmennesker. Det er ikke altid til at se, om kollegaen eller naboen føler sig ensom, men har vi det på fornemmelsen, så skal vi handle på den fornemmelse. Derfor er kampagnen vigtig og minder os om, at alle kan gøre en forskel for andre.”
Ifølge David Vincent Nielsen skal vi ikke være berøringsangste, men lidt mere gavmilde med vores håndsrækninger – det kræver ikke alverden at invitere den nye kollega med til firmafodbold eller pege en nabo i retning af et lokalt foreningstilbud.
Kampagnen mod ensomhed bliver sat i gang fredag den 5. december i Folkehuset Absalon og løber til udgangen af 2025.
Læs mere om kampagnen