At være far til et barn med handicap

15-08-2024

Både samfundsforhold og kønsroller kan være barrierer for, at fædre til børn med handicap inluderes i de sociale indsatser, der tilbydes. Et nyt hæfte fra Social- og Boligstyrelsen sætter fokus på, hvordan fagpersoner kan støtte op om fædrene, så de inddrages bedre, og det ikke kun er mor, der er i front.

Far skal være en skulder, der skal grædes ud ved. Man påtager sig hurtigt den rolle og har svært ved at komme ud af den.

Far til barn med handicap


Det er en stor omvæltning i alles liv at få et barn, men at få et barn med et handicap kan stille ekstra høje krav til forældrene.

Derfor er det vigtigt at få begge forældres ressourcer aktiveret, så de bedst muligt – både hver især og sammen – kan støtte barnets udvikling og trivsel. Ofte retter opmærksomheden sig dog især mod mor og hendes rolle og oplevelser.

Det er baggrunden for en nyt hæfte, der sætter fokus på fædre til børn med handicap. Hæftet kommer rundt om forskellige typer af tematikker, der kan påvirke både fædrene og familierne som helhed, og hvordan man som fagperson konkret kan arbejde med dem.

Børnene trives bedre, når far også er med

De positive effekter af fædres involvering i deres børns liv er store og understreger betydningen af farens aktive involvering, både i forhold til barnet med handicap og familien som helhed.

I litteraturen ses det, at når begge forældre deltager aktivt i opdragelse og beslutningstagen, trives børnene bedre og har tendens til at udvikle bedre sociale færdigheder og have lavere niveauer af stress.

En af de mange faktorer, der kan have betydning på rollefordelingen i familien, er arbejdsmarkedet. Fx kan lønforhold betyde noget for, om en af forældrene går ned i tid for bedre at få familiekabalen til at gå op – og om det er far eller mor. Graden af fleksibilitet på arbejdspladsen kan tilsvarende have indflydelse på, hvem der fx går til møder med kommunen.

Kønsroller og faderidentitet

Andre forhold, det er vigtigt at være opmærksom på, knytter sig til kønsroller og faderidentitet. Nogle fædre kan fx have et stort ønske om at passe på moren, og det kan betyde, at der ikke bliver plads til deres egne følelser og reaktioner. Eller de kan reagere anderledes end mødrene og fx gå i handlemodus.

En indsats, der er målrettet begge forældre, kan være afgørende for, om faren deltager aktivt i forældreskabet og de sociale indsatser, der tilbydes. Det er derfor også vigtigt, at man som fagperson er opmærksom på sin egen tilgang, så man fx styrer uden om stereotype forestillinger om, hvem der er den primære forælder og inkluderer fædrene i lige så høj grad som mødrene.

Målgruppe og baggrund

Hæftet henvender sig til flere typer fagpersoner, der er i kontakt med familier med børn med handicap. Det kan fx være sagsbehandlere i kommunernes forvaltninger, forskellige grupper af hjælpere og behandlere eller pædagogisk personale.

Hæftet er baseret på en intern vidensafdækning, som Social- og Boligstyrelsen har udarbejdet.

Hent hæftet om fædre til børn med handicap

Kontakt

Gitte Petersen Heape
Fuldmægtig

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her