”… jeg tror også, jeg var bange for, at hvis jeg snakkede med politiet eller kommunen, at de ikke ville tro på mig, og at jeg så ville komme hjem igen, og så ville jeg være fanget i det der…”
Ung, udsat for vold hjemme
Børn og unge, der har været udsat for vold eller seksuelle overgreb i barndommen, kan udvikle angst, depression, PTSD, misbrugsproblemer og sociale udfordringer. Nogle af disse udfordringer kan strække sig langt ind i voksenlivet og også øge risikoen for, at de fx selv udøver vold mod deres nærmeste. Konsekvenserne kan mindskes, hvis disse børn og unge får den rette hjælp og støtte.
Ofte bliver overgreb mod børn først opsporet, når børnene selv fortæller om dem. Men en stor del af børnene og de unge fortæller ikke om overgrebene til nogen - eller gør det måske først efter mange år.
Årsagerne kan være mange og sammensatte, men en af dem kan være, at de frygter ikke at blive troet, når de endelig har taget mod til sig og åbnet op. Loyalitet og splittede følelser spiller ofte også en stor rolle. Eller de kan sætte spørgsmålstegn ved deres egne erfaringer og fx være usikre på, hvad der er normalt og unormalt, rigtigt og forkert, eller hvornår noget er ”slemt nok”.
Disse mekanismer kan man blive klogere på i et nyt videnshæfte, som formidler hovedresultaterne fra en undersøgelse om børn og unges erfaringer med at fortælle om vold og seksuelle overgreb. Formålet med hæftet er både at give indsigt i, hvilke faktorer der kan hindre, at børn og unge fortæller om deres oplevelser, og hvad der omvendt kan være fremmende.
Tre overlappende faser
Centralt er, at det at fortælle om vold og seksuelle overgreb ikke er en engangsbegivenhed for børnene og de unge, men en proces, der finder sted over længere tid, og som sker i det relationelle samspil med personer omkring barnet eller den unge - fx en lærer eller en børne- og ungerådgiver.
Overordnet set kan processen inddeles i tre faser, der handler om hhv. erkendelse, opsporing og håndtering:
Erkendelsesfasen: Barnet eller den unge begynder gradvist at erkende, hvad der foregår. Det forudsætter bl.a., at barnet eller den unge har viden og sprog i forhold til at forstå og italesætte deres oplevelser. Udslagsgivende faktorer kan fx være indblik i, at det er anderledes i andre familier, eller at der sker eskalering.
Opsporingsfasen: Volden eller de(t) seksuelle overgreb bliver kendt af andre. Det kan fx ske ved, at barnet eller den unge selv bevidst eller ubevidst gør opmærksom på det eller fortæller om det. Det kan også være, at andre - fx fagpersoner - fornemmer eller opdager, at noget er galt.
Håndteringsfasen: De sociale myndigheder undersøger og håndterer sagen. Processen involverer ofte en lang række forskellige fagpersoner, der skal hjælpe med at afdække, hvad der er sket, så børnene og de unge kan få den rette støtte eller behandling. Processen indebærer derfor også, at barnet eller den unge (igen) skal fortælle sin historie, typisk til flere.
De tre faser skal ikke forstås som lineære faser, hvor et skridt fører til det næste. Tværtimod så supplerer og væves de ofte ind i hinanden.
Videnshæftet er baseret på børnene og de unges egne oplevelser med at involvere andre i det, de har været udsat for, og rummer også ti konkrete råd om, hvordan fagpersoner bedst muligt kan understøtte samtaler om vold og seksuelle overgreb.
Målgruppen for hæftet
Videnshæftet henvender sig både til fagpersoner med kontakt til børn og unge, herunder pædagoger, lærere og børne- og ungerådgivere. Udgivelsen har også relevans for aktører, der arbejder med at bekæmpe vold og seksuelle overgreb mod børn.
Både videnshæftet og den bagvedliggende undersøgelse er udarbejdet af VIVE for Social- og Boligstyrelsen.
Hent videnshæftet
Hent undersøgelsen bag videnshæftet