Cerebral parese er en tidligt opstået hjerneskade, der kan give både fysiske, kognitive og/eller kommunikative funktionsnedsættelser. Følgerne for børn og unge med cerebral parese kan være så komplekse eller omfattende, at de ikke kan udføre og deltage i alderssvarende hverdagsaktiviteter uden betydelig støtte og assistance.
Socialstyrelsen udgav i 2019 en forløbsbeskrivelse om, hvordan kommunerne bedst kan tilrettelægge indsatserne til disse børn og unge. En spørgeskemaundersøgelse har vist, at forløbsbeskrivelsen anvendes af 30 kommuner og især bruges til fåat viden om centrale indsatser og metoder til målgruppen.
Film om anbefalingerne og den børneneuropsykologiske undersøgelse
Er du én af dem, der endnu ikke kender og bruger forløbsbeskrivelsen i dit arbejde med børn eller unge med komplekse følger af cerebral parese, kan du nu få en håndsrækning i to nye små film fra Socialstyrelsen.
Den ene introducerer til forløbsbeskrivelsens anbefalinger, mens den anden fortæller om den børneneuropsykologiske undersøgelse af et barn, hvor der er mistanke om eller konstateret komplekse følger af cerebral parese. Begge film er tilgængelige på YouTube:
Se film: Introduktion til den anbefalede indsats til børn og unge med komplekse følger af cerebral parese
Se film: Den børneneuropsykologiske undersøgelse: Børn og unge med komplekse følger af cerebral parese
Udgivelse: Hent forløbsbeskrivelsen for børn og unge med komplekse følger af cerebral parese (pdf)
FAKTA om forløbsbeskrivelser
Det er National Koordination i Socialstyrelsen, der udarbejder forløbsbeskrivelser om indsatser for små målgrupper, eller målgrupper med behov for komplekse indsatser. Der er aktuelt skrevet seks forløbsbeskrivelser.
Læs mere om National Koordination
Få overblik over alle forløbsbeskrivelser