Flere børn og unge mistrives psykisk end tidligere. Et af kommunernes håndtag til at hjælpe psykisk sårbare børn og unge er PPR, og derfor har man i et stort projekt sat markant ind for at styrke den tidlige og forebyggende PPR-indsats.
I tre år har 11 kommuner arbejdet med over 80 initiativer til at mindske psykisk mistrivsel blandt børn og unge. Kommunerne har fået puljemidler til at ansætte flere medarbejdere i PPR-funktionen, og det har åbnet mulighed for at hjælpe flere sårbare og udsatte børn og unge på et tidligt tidspunkt i problemudviklingen.
Den afsluttende evaluering er aktuelt på trapperne og vil redegøre for udbyttet for de børn og unge, der modtaget indsatserne. De økonomiske og organisatoriske resultater beskrives, ligesom kommunernes erfaringer ligeledes indgår i evalueringen.
Socialstyrelsen inviterer sammen med Deloitte derfor nu til konference, hvor vi sætter fokus på evalueringen af projektet og de mange delinitiativer, der omfatter både opsporing, tværfagligt samarbejde og behandlende indsatser.
Det kan du opleve på dagen
På konferencedagen giver Deloitte, der står for evalueringen, en kort introduktion til projektets rammer og præsenterer de resultater, brugbare erfaringer og læringspunkter, som projektet har medført på tværs af de deltagende kommuner.
Fire af de deltagende kommuner præsenterer herefter deres perspektiv på, hvilke erfaringer de tager med sig og sætter fokus på virkemidlerne i deres mest succesfulde indsatser.
Senere bliver der lejlighed til at stille spørgsmål ved en paneldebat, inden vi kort samler op på dagens vigtigste punkter og ser på, hvad der særligt peger frem i det videre arbejde og den fortsatte udvikling af PPR.
Praktiske oplysninger
Afslutningskonferencen finder sted den 24. november 2020 kl. 12 -15. Grundet COVID-19 afholdes den virtuelt.
Konferencen henvender sig særligt til medarbejdere og ledere i PPR og øvrige medarbejdere og ledere i almenområdet, som samarbejder om børn og unge i psykisk mistrivsel.
Tilmelding foregår ved at skrive navn, titel og mail-adresse på de personer, man ønsker at tilmelde, og sende oplysningerne i en mail til investeringippr@deloitte.dk senest den 20. november. Herefter modtager de tilmeldte deltagere et link, der vil give adgang til konferencen.
Hvis I har spørgsmål til afslutningskonferencen, er I velkomne til at skrive til investeringippr@deloitte.dk eller ringe til Christian Gleerup-Mørch fra Deloitte på 31 14 72 12.
Opdatering 17. november 2020: Tilmeldingsfristen er forlænget til 20. november.