Med Den Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM) får kommunerne nu et redskab, der hjælper dem med at få en længere tidshorisont på sociale investeringer. Indsatser der kan se dyre ud på kort sigt, vil på længere sigt måske være knap så dyre, når man kigger på de samlede økonomiske konsekvenser. SØM kan derved styrke grundlaget for lokalpolitiske beslutninger om at investere i forebyggelse og vidensbaserede sociale indsatser, men kan ikke give endelige svar. Sociale indsatser kan ikke alene vurderes ud fra et økonomisk synspunkt, men skal i høj grad også vurderes ud fra den progression og livskvalitet, der skabes for borgerne.
Den Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM) er udviklet af VIVE og Incentive for Socialstyrelsen for midler afsat med satspuljeaftalen for 2016.
Sådan fungerer SØM
Det særlige ved SØM er, at den indeholder en vidensdatabase med omfattende viden om effekter, konsekvenser og priser, som brugeren kan anvende i sin beregning. Første version af SØM dækker målgrupper på voksenområdet. Den udvides senere på året med målgrupper på børne- og ungeområdet. SØM guider brugeren trin for trin igennem beregningen, og bidrager til, at man i kommunerne får en ensartet måde at regne på sociale investeringer.
Forudsætninger for at arbejde med SØM
SØM er et beregningsværktøj, der stilles frit tilgængeligt for alle. Men det er vigtigt, at brugeren holder sig for øje, at kvaliteten af beregningerne og resultaternes troværdighed afhænger af vidensgrundlaget og de antagelser, som brugeren gør undervejs i beregningen. Af samme grund kræver det, udover viden om de konkrete sociale indsatser, forståelse for og erfaring med effekt- og konsekvensberegninger at anvende modellen.
I SØM skal brugeren forholde sig til, hvor stor en effekt den sociale indsats har eller forventes at have. Kommunerne bør løbende følge op på, om den sociale indsats har den ønskede virkning for borgerne, og om forventninger til de økonomiske konsekvenser indfries.
Alle potentielle brugere af modellen opfordres derfor til at deltage i de introkurser, som Socialstyrelsen løbende udbyder.
Der er med satspuljeaftalen for 2018 afsat yderligere midler til at understøtte udbredelsen og forankringen af SØM som et brugbart og nyttigt værktøj i kommunerne.
Hent SØM - Den Socialøkonomiske Investeringsmodel
Introkurser i SØM - information om indhold og datoer
Læs mere om SØM generelt
Hent Socialstyrelsens omkostningsmodel
Hold dig opdateret om SØM
Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet om SØM. Her kan du følge med i sidste nyt om den videre udvikling af modellen og få information om kurser.
Tilmeld dig nyhedsbrevet om SØM