Aldring, demens og udviklingshæmning

Ældre med demens og udviklingshæmning har brug for sundhedsfaglig og pædagogfaglig hjælp til fortsat at leve et værdigt liv.

Det er den generelle vurdering at antallet af ældre med udviklingshæmning i Danmark vokser, og at en større andel rammes af demenssygdomme.

Personer med udviklingshæmning lever længere i dag end de gjorde tidligere. Derfor bliver der flere ældre med udviklingshæmning, og der er også en højere forekomst af aldersrelaterede sygdomme som f.eks. demens end tidligere.

En engelsk undersøgelse viser, at antallet af ældre med udviklingshæmning vil stige fire gange hurtigere end det samlede antal personer med udviklingshæmning (NICE, 2018). 

Der skønnes at være over 2.000 nulevende danskere med Downs syndrom, og mange af dem er i farezonen for at udvikle demens i en tidlig alder.

Man mener, at omkring halvdelen blandt de 45-50-årige lider af demens, og andelen af demensramte når op omkring 75-90 % blandt personer med Downs syndrom, der bliver 65 år gamle.

Den meget høje forekomst af demens og andre normalt aldersrelaterede sygdomme har ført til hypoteser om tidlig aldring ved Downs syndrom.

Udviklingen af demenssymptomer hos mennesker med udviklingshæmning er som udgangspunkt de samme som hos andre, det vil sige kognitive symptomer som hukommelsessvækkelse, svækkelse af sproglige færdigheder og svækket orienteringssans m.v.

Symptomerne kommer dog ofte til udtryk på andre måder hos denne gruppe. Man ser fx ofte, at mennesker med udviklingshæmning allerede tidligt i sygdomsforløbet kan have et stort tab i deres funktionsniveau i hverdagen, fx i forhold til på- og afklædning, personlig hygiejne og huslige gøremål.

Der kan også ske ændringer som udvikling af tvangspræget adfærd og et tidligt tab af tillærte funktioner.

Mennesker med udviklingshæmning har et grundlæggende behov for vejledning og støtte til at håndtere hverdagen.

I takt med den stigende alder, sker der yderligere funktionstab og behovet for hjælp og vejledning øges. Den hjælp, som det ældre og demente menneske med udviklingshæmning tilbydes, skal dog stadig understøtte muligheden for, at den enkelte i videst mulige omfang har ansvar for sit eget liv.

Hjælpen skal derfor gives med respekt for den enkeltes ret til selvbestemmelse, og til at leve et værdigt liv. Det stiller særlige krav til den pædagogfaglige og sundhedsfaglige indsats.

Ældre mennesker med udviklingshæmning rammes af de samme aldersbetingede sygdomme og livsstilssygdomme som den øvrige befolkning.

Det kan f.eks. være gigtsygdomme, aldersdiabetes, øjensygdomme og hjerte-karsygdomme. Mennesker med udviklingshæmning har ofte ikke selv de kognitive forudsætninger, der skal til for at erkende og reagere på sygdomstegnene.

Derfor må det faglige personale være opmærksomt på, om der er lidelser, som personen skal i behandling for. Desuden skal fagpersonalet tage ansvaret for den sundhedsforebyggende indsats gennem fx kost, motion og løbende sundhedsundersøgelser hos den praktiserende læge.

Kontakt

Lars Gemmer
Socialfaglig konsulent

Rapport

JYFE og Servicestyrelsen udarbejdede i april 2010 en vidensindsamling i danske kommuner vedrørende ældre udviklingshæmmede. 

Vidensindsamling om ældre udviklingshæmmede